Åbningsshow til indsamlingsshowet

Dansere fra Holstebro åbner showet til Danmarks Indsamling 2024

I Balletskolens danselokaler øver elever fra DTA’s danselinje lige nu sammen med Balletskolen Holstebro, Holstebro Dansekompagni og VGF danseholdet fra Holstebro. De er i gang med at træne til at danse på landsdækkende TV lørdag aften, hvor de skal åbne ballet til Danmarks Indsamling 2024

Lørdag aften kl. 19 skal 20 dansere fra Dansk Talentakademis danselinje åbne showet til Danmarks Indsamling 2024. Det skal de gøre under ledelse og initiativ fra Holstebro Dansekompagni  og sammen med dansere fra dansekompagniet, Balletskolen Holstebro og VGF danseholdet fra Holstebro. De skal alle indgå i en samlet koreografi, der åbner det store, landsdækkende indsamlingsshow.

I år er Holstebro værtsby for indsamlingen for at markere fejringen af byens 750-års jubilæum, som for alvor bliver skudt i gang, når Danmarks Indsamling sender live på lørdag den 3. februar. Indsamlingen går i år til 12 humanitære projekter rundt i verden, der hjælper børn, der lider af sult, under- og fejlernæring. Showet foregår i Black Box, i Holstebro Teater.

“Vi er dybt stolte af at kunne bidrage til Danmarks Indsamlingen gennem vores fælles passion i Holstebro: dans. Det er en betydningsfuld sag, som vi alle samles om, og vi håber, at mange vil støtte op om indsamlingen,” fortæller Lene Bonde, som er linjeleder af danselinjen på Dansk Talentakademi

Lille land, stort hjerte

Marie Brolin, som er leder af Holstebro Dansekompagni, har samlet dansere fra hele Holstebro til at åbne indsamlingsshowet. Heriblandt 11-årige Silje Rosenbjerg Bretthauser fra Den Kongelige Ballet, de unge talenter fra Dansk Talentakademi, et dygtigt lokalt dansehold samt de professionelle dansere fra Holstebro Dansekompagni.

Det er en spændende og nervepirrende opgave for danserne fra Dansk Talentakademi, som er stolte af at kunne være med til at markere indsamlingsshowet, støtte den fantastiske sag og markere det sprudlende danseliv i Holstebro. Til showet skal de blandt andet skrive ordene ”lille land stort hjerte”, med deres kroppe, som er med til at markere den store forskel vi kan gøre, selvom vi i Danmark er et lille land i verden.

“Det er altid en fornøjelse, når vi alle arbejder sammen, og vi er meget spændte på, under koreograf Amalie Stitz’ fantastiske kompetente vinger, at bidrage til indsamlingen,” siger Lene Bonde.

Kunst og dans kan gøre en forskel

Kun en uge tidligere har andre unge talenter fra Dansk Talentakademi stået på den samme scene i Black Box, Holstebro Teater. Hele weekenden optrådte elever fra musical- og teaterlinjen med forestillingen ’Vi Maler Byen Rød’, hvor alle billetindtægterne går direkte til Danmarks Indsamling. Det lykkedes her i et samarbejde mellem Holstebro Teater og Dansk Talentakademi at samle næsten 70.000 kroner ind til indsamlingen.

På lørdag er elever fra Dansk Talentakademi på den måde både med til at donere et stort beløb til indsamlingen og skabe en fantastisk åbningsfest, når indsamlingsshowet starter. Showet starter kl. 19.00 på DR.

”Dans og kunst kan meget mere end at være til pynt. Kunsten skal gøre en forskel. Lad os gøre en forskel sammen på lørdag,” siger Lene Bonde.

Du kan stadigvæk nå at bestille din billet til showet i Black Box her

Om danselinjen

På danselinjen går elever, der er 16-25 år gamle. De undervises primært i samtidsdans af linjeleder Lene Bonde og en lang række dygtige gæstelærere fra hele verden. Linjen består af unge mennesker fra hele landet, som er flyttet til Holstebro for at være en del af dansemiljøet på Dansk Talentakademi og fordybe sig i samtidsdansen.

Dansere:

Holstebro Dansekompagni:

Igea Noiso, Sofiia Butiaga, Mikkel Alexander Tøttrup

Balletskolen Holsterbro: Silje Bretthauer

Dansk Talentakademi: Danselinjen

VGF: Danseholdet 

Koreografi:

Amalie Stitzberwald og Marie Brolin-Tani

Ide:

Holstebro Dansekompagni