Dansk Danseteater på besøg hos Dansk Talentakademi og Balletskolen Holstebro

Verdenskendte dansere fra Dansk Danseteater skaber workshops for danselinjens elever

I dag og i morgen har vi besøg af professionelle dansere fra Dansk Danseteater. De verdenskendte dansere underviser elever fra Balletskolen og Dansk Talentakademi i samtidsdans og contemporary ballet – og viser eleverne livet som professionel danser

I mange år har Dansk Talentakademi og Balletskolen Holstebro samarbejdet med Dansk Danseteater. Hvert år kommer det verdenskendte dansekompagni til Holstebro for at skabe workshops med fokus på at styrke dansk dans i fremtiden. Det er stort for vores dansere, som bliver klogere på, hvordan det er at leve som professionel danser – og samtidigt bliver undervist i dans af nogle af de dygtigste dansere i Danmark.

Det er Leticia Silva fra Cuba og Amancio Gonzalez fra Spanien, der begge er professionelle dansere ved Dansk Danseteater, som nu kommer til Holstebro for at undervise de unge, talentfulde danseelever. De skal undervise alle årgange på danselinjen og på Balletskolen i Holstebro i samtidsdans og contemporary ballet.

I januar besøgte  danseeleverne Dansk Danseteater i København, hvor de så en prøve på deres anmelderroste forestilling KØTER af kunstnerisk leder Marina Mascarell. Her blev eleverne fra akademiet inviteret back stage på Takkelloftet på Operaen, og nu glæder de sig til, at danserne fra kompagniet kommer her i Holstebro.

“Det der karakteriserer samarbejdet med Dansk Danseteater er, at det altid er utroligt professionelle og dygtige dansere, som vi får besøg af, og på samme tid er de utrolig søde og møder eleverne, der hvor de er og i øjenhøjde,” fortæller Lene Bonde, linjeleder på danselinjen ved Dansk Talentakademi.

Samarbejdet styrker og danner grobund for fremtiden for danserne på danselinjen.  Enkelte udvalgte DTA-elever får desuden mulighed for at komme i praktik på Operaen i København ved Dansk Danseteater. Det er en kæmpestor mulighed for de unge dansere for at gå i retningen af en professionel dansekarriere og lære af de professionelle dansere.

Om Dansk Danseteater

  • Dansk Danseteater er et af Nordeuropas førende dansekompagnier med fast base på Operaen i København.
  • Dansk Danseteater blev stiftet i 1981 og er i dag Danmarks største og mest prisbelønnede moderne dansekompagni, sammensat af håndplukkede dansere fra hele verden.
  • Repertoiret spænder fra store sceneproduktioner på Det Kongelige Teater, over open-air begivenheder som Copenhagen Summer Dance og Aarhus Summer Dance, til turnéer bredt nationalt og internationalt.
  • Læs mere her: danskdanseteater.dk.

Foto 1 + 2: Catrine Zorn

Foto 3: Natascha Rydvald