Afskedsreception for Søren Taaning

Festlig afsked med Talentakademiets leder og søgning efter ny i gang

Receptionsgæster tog afsked med Søren Taaning, som har stået i spidsen for Dansk Talentakademi siden 2016. Samtidig er processen med at finde den rette efterfølger i gang. Vi har brug for en leder, der kan starte hurtigst muligt, og der er ansøgningsfrist senest d. 12. september. I perioden frem til, at der er fundet en ny leder, træder Pia Stræde Palmelund, direktør hos Slagteriet, til som konstitueret leder af Talentakademiet.

Samarbejdspartnere, medarbejdere og elever  deltog i afskedsreception hos Dansk Talentakademi, hvor Søren Taaning blev takket for sin dedikerede og engagerede indsats gennem årene først som leder af Kunst & Designlinjen og senere som leder af Talentakademiet.

Til receptionen var der flere kunstneriske indslag af elever fra Musical & Teaterlinjen og fra Danselinjen, samt en overraskelse fra Nordisk Teaterlaboratorium – Odin Teatret. Festlighederne markerede et farvel til en meget vellidt Søren Taaning, som er tiltrådt som rektor for Det Jyske Kunstakademi d. 1. september.

Samtidig er den spændende proces godt i gang med at finde Søren Taanings efterfølger, som skal videreføre den daglige drift og de fremtidige visioner i samarbejde med Talentakademiets viceleder og faste medarbejderstab. Talentakademiets bestyrelsesformand, Michael Christiansen, fortæller:

”Vi håber, at alle vil sprede nyheden om, at vi søger en ny engageret leder med kunstnerisk baggrund og en solid ledelsesværktøjskasse, som kan understøtte Dansk Talentakademi og den fortsatte udvikling.

 

I den mellemliggende periode indtil en ny leder kan præsenteres, har vi fået hjælp af Slagteriets direktør, Pia Stræde Palmelund, som har takket ja til at træde til som konstitueret leder hos Talentakademiet. Hun varetager ledelsen sideløbende med sit arbejde på Slagteriet.”

 

Stillingsopslag:

Leder af Dansk Talentakademi – Holstebro

Stillingsopslaget kan findes på Holstebro Kommunes hjemmeside og her på Talentakademiets hjemmeside: Leder af Dansk Talentakademi søges

Der er ansøgningsfrist d. 12. september og 1. og 2. runde samtaler vil blive afholdt i uge 38 og 39.

Se billedgalleri fra Søren Taanings afskedsreception her