Ny leder er ansat til Dansk Talentakademi

Ny leder af Dansk Talentakademi skal styrke synlighed og samarbejde

Dansk Talentakademi, DTA, i Holstebro har ansat Per Tornvig som ny leder. Han tiltræder 1. august og afløser Christoffer Boserup Skov, der har stået i spidsen for akademiet siden 2023.

Per Tornvig har mange års erfaring med ledelse og udvikling i kreative miljøer – senest gennem 15 år som ejer af og direktør i reklamebureauet Superego i Holstebro, der sammen med afdelingen i Horsens er blandt Jyllands største kreative bureauer.

Der var 40 ansøgere til stillingen, og ifølge bestyrelsesformand Ivar Brændgaard var det netop kombinationen af ledelseserfaring og forståelse for kreative processer og forankringen i Holstebros kultur- og erhvervsliv, der blev afgørende:

“Per Tornvig har en stærk forståelse for både kultur og organisatorisk udvikling. Med respekt for de faglige forskelligheder har han evnen til at samle mennesker og skabe fælles retning om fælles mål. Det bliver centralt for Dansk Talentakademi i de kommende år,” siger Ivar Brændgaard.

Dansk Talentakademi har i dag mere end 100 elever fra hele landet, hvoraf omkring 40 bor på campus midt i Holstebro. Eleverne undervises på fem linjer: Dans, Film, Forfatter, Kunst & Design samt Musical & Teater.

Per Tornvig ser frem til at tage fat på opgaven:

“Dansk Talentakademi er i mine øjne en perle – både lokalt og nationalt. Her får unge mulighed for at udvikle deres talent og finde deres egen stemme i et kreativt miljø på et højt niveau. Jeg glæder mig til at arbejde tæt sammen med elever og medarbejdere om at øge kvaliteten yderligere, styrke sammenhængen på tværs af linjerne og skabe større synlighed i Holstebro og resten af landet.”‘

Fotocredits: Superego