Elever på talentakademiet modtager priser

Rotary-prisen 2018 går til elever på Kunst & Design og MGK

Dommerkomitéens begrundelse:

Amalia Melchior Hyldahl (f. 2001) går på Dansk Talentakademis Kunst og Design linje, hvor hun markerer sig med sine kraftfulde, fantasifulde og samtidigt skrøbelige skulpturelle eksperimenter. Amalia arbejder disciplineret og vildt med de materialer hun finder i sin umiddelbare omgivelser, og hun markerer sig ved at hun -sin unge alder til trods- har fundet en udtryksform, som med den rigtige opbakning har stort udviklingspotentiale. Hun har både lavet hjemmeside og brochure, hvor hun præsentere hendes kunst for omgivelserne.

Guitarist Anders Mogensen har i snart 2 år, været MGK-studerende på Holstebro Musikskole. Snart forlader han os til fordel for Det Jyske Musikkonservatorium i Aalborg. Han gennemførte de omfattende optagelsesprøver med adskillige 10 og 12-taller. Anders er med sit højt anlagte spil, nærmest virtuos på elguitaren. Han bevæger sig uanstrengt i mange genrer, rock, fusion og country. Også hans teknik og musikalske udtryk på den akustiske guitar er uovertruffen. Her dyrker han bl.a. engelsk/irsk folkemusik. Han har for længst opbrugt kvoten på ”de 10.000 timer”
I de snart 2 år som MGK-studerende, har han i høj grad arbejdet med improvisation på højeste niveau, bl.a. de mere komplekse akkordstrukturer man f.eks. finder i jazzen. Han er overordentlig velinformeret når det kommer til instrumenter og gear, sin unge alder til trods. Han er god at spørge til råds! På de sociale medier optræder hen også med små videoclips, hvilket er med til at synliggøre MGK Midt-Vest. Flere gange har han optrådt som musik-ambassadør for MGK Midt-Vest, når musikskolen skulle præsentere musik til forskellige samarbejdspartnere, både som solist og med orkestre. Anders’ unikke guitarspil og velfunderet musikalitet kan bl.a. høres i hans eget fest- orkester og med andre musikkollegaer fra MGK. Det nyeste skud på hans musikalske visitkort, er et tangoorkester bestående af både klassiske og rytmiske MGK elever. Anders Mogensen er med sin høje faglige kunnen og venlige væsen, med til at gøre MGK Midt-Vest til institution man lægger mærke til rundt omkring, hvilket har stor betydning når institutionen skal tiltrække nye ansøgere.

Daniel Gudmundsson, Klassisk guitar, er blevet undervist på orkesterefterskolen siden han gik i 10. klasse, og indtil nu, hvor han snart skal afslutte sit 3. år på MGK. Han har i disse år fået udfoldet sit talent med flid, og vilje til at blive rigtigt dygtig på sit instrument. Som bevis på hans høje musikalske og instrumentale niveau kan nævnes flotte præstationer i unge spiller klassisk; to gange har han fået guld, og i 2017 blev han udtaget til finalen i Musikhuset i Aarhus, hvor han endte som en af prismodtagerne. Daniel bestod i januar optagelsesprøven på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium med karaktererne 10, 12, 10, 10, og han er siden blevet optaget samme sted. Daniel er meget aktiv på MGK, og siger aldrig nej til at deltage i kammermusikprojekter med de andre kursister, og stiller altid op når der efterspørges musikalske indslag både på Musikskolen og ude i byen. Han er derfor efterhånden en yderst scenevant musiker med en professionel fremtoning. Daniel er i øvrigt også en habil kontrabassist, og har som sådan deltaget i mange produktioner med Orkester Midt Vest. Desuden er han altid frisk på en jam med vennerne fra Rytmisk MGK.