Nyt projekt: Ungedrevne Podcastfortællinger

Forfatterlinjen laver ungedrevne podcastfortællinger med Maria Dønvang

Med støtte fra Holstebro Kommune kan Forfatterlinjen fra Dansk Talentakademi nu løfte sløret for et af efterårets mange projekter: Ungedrevne Podcastfortællinger. De skal lave podcast med den prisvindende radio- og podcastproducent, Maria Dønvang

Med hjælp fra den professionelle podcastproducent Maria Dønvang, får eleverne inspiration og praktisk hjælp til at opstøve historier, indhente interviews og skabe levende lydfortællinger, der med nærvær og nerve vil tryllebinde lytteren.

Overskriften for alle fortællinger er ’Skæbnens Ironi’:

Gennem møder med helt almindelige mennesker, vil Forfatterlinjen sætte lys på de mange små og tilsyneladende tilfældige hændelser, – mærkelige akavede, sjove, triste – der kan have livsforandrende betydning for et menneske. Det kan være alt fra mødet med en halt hund til at finde en glemt snorkel i en indkøbsvogn. Det er ikke til at vide, hvad der sætter en historie i gang. Djævelen ligger som bekendt i detaljen.

Forløbet strækker sig over fire uger og rummer både workshops, fællesspisning, feltarbejde, klip og lyddesign og afsluttes med en lyttesalon på Holstebro Bibliotek. Her vil eleverne præsentere deres værker og tankerne bag, og publikum vil få lejlighed til at lytte til et kort øjeblik – men af kæmpestor betydning.

Maria Dønvang. Foto: Maya Zachariassen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Underviseren

Maria Dønvang, prisvindende radioproducent med en forkærlighed for klipperummet. Har produceret for Third Ear, DR P1, P2 ogP3, Radio24syv, Radio LOUD, BBC Radio 4 samt privateaktører såsom museer og NGOer. Maria er ligeledes tidligere redaktør og vært for magasinet Poppel: en podcast og et trykt magasin om popkultur og dens måde at forme identitet på.

Forløbet

Forløbet er et samarbejde mellem Forfatterlinjen, Dansk Talentakademi, Holstebro Bibliotek og SoundArt Lab i Struer