Johanne Riis og Christian Ravn fra filmlinjen har vundet en pris til Danmarks største ungdomsfilmfestival
To elever fra filmlinjen vinder pris til The Next Film Festival
I weekenden var Johanne Riis og Christian Ravn fra Dansk Talentakademis filmlinje til The Next Filmfestival i Odense. De har lavet dokumentarfilmen ’Ud til vandet’, som de vandt prisen 'Bedste film i åben klasse' med til filmfestivalen
Johanne Riis og Christian Ravn har på Dansk Talentakademi skabt en dokumentar med navnet ’Ud til vandet’. Med filmen vandt de i weekenden filmprisen ‘Bedste film i Åben Klasse’ til The Next FilmFestival i Odensen. Filmen har de lavet i forbindelse med et dokumentarfilmforløb på filmlinjen, og den handler om en mand, som er kommet ud af en svær depression ved at begynde at fiske.
“Vi vidste, at vi gerne ville lave en dokumentarfilm om folk, der bruger naturen meditativt. Det, synes vi nemlig, er rigtig spændende,” siger Christian.
Johanne fortæller, at idéen om lystfiskeren kom meget intuitivt, fordi hun selv kommer fra en familie på Thyholm, hvor dét at fiske bliver brugt som noget, man kan finde ro i. Derefter skrev de i en gruppe på Facebook for lystfiskere og kom hurtigt i kontakt med filmens hovedperson, Thomas, som kunne dele sin personlige fortælling om emnet.
”Han har kæmpet rigtigt meget med en depression. Han var på både lykkepiller og sovepiller og havde mange angstanfald. En dag valgte han simpelthen at smide medicinen ud. Han fik et råd fra hans ekskone om, at han måske skulle tage ud at fiske igen, fordi det havde han været rigtig glad for engang. Det gjorde han så, og i dag har han det faktisk meget bedre og er raskmeldt,” forklarer Christian.
Johanne og Christian valgte at skabe filmen som en ”slow documentary”, hvor der kun er få replikker, og hvor billeder og indstillinger bliver holdt i længere tid, end man normalt er vant til. De valgte den stil, fordi de fornemmede, at den passede godt til historien – fordi man som lystfisker kan stå ved vandet i mange timer og kaste snøren ud igen og igen.
”Vi ville også hellere skabe stemninger og følelser, end vi ville give en masse hurtig information. Vi ville gerne prøve at vise det sted lystfiskeren er i mentalt, når han står derude ved vandet, og hvordan han gennem fiskeriet finder roen til at samle sine tanker,” siger Johanne.
Årets bedste film til Danmarks største ungdomsfilmfestival
The Next Film Festival er Danmarks største filmkonkurrence og filmfestival for filmskabere under 21 år og er en del af den internationale OFF Film Festival i Odense. For Johanne Riis og Christian Ravn, som begge er 21 år gamle, kom det som en stor overraskelse, at de vandt prisen for årets bedste film.
“Vi havde ikke gjort os nogle forventninger om hverken at blive nomineret eller vinde nogle priser. Derfor kom det som en stor overraskelse da der blev sagt at vinderen i kategorien “Åben Klasse” var “Ud til vandet”. Det var meget overvældende at høre juryens så flotte ord om filmen. Bagefter kom også en masse personer vi ikke kendte hen og roste filmen. Det var ret rørende,” fortæller Johanne.
Johanne Riis og Christian Ravn var både nominerede til priserne bedste fotografering, filmtalentprisen og bedste film, og de endte med at vinde prisen for den bedste film. Udover den store ære får de også en præmie på 5.000 kroner til deres næste produktion.
“Det er vi virkelig glade for, da det giver større muligheder og mere frihed end vi er vant til. Vi har mulighed for at tænke ud af de rammer vi normalt har, og derved skabe en mere ambitiøs film, end det ellers ville være muligt”, siger Christian.
Begge unge filmskabere har været en del af den nye filmlinje på Dansk Talentakademi, som her i sommers officielt kunne fejre 1-års jubilæum. På linjen har de fået undervisning i mange forskellige aspekter ved at skabe film, og de har derudover været i mentorfoløb og haft adgang til at benytte professionelt filmudstyr.
”Det er jo bare en kæmpe anerkendelse, at vi er blevet udtaget til den her festival. Det er virkeligt noget der gør, at man får lyst til at fortsætte. Det giver selvtillid. Vi laver jo både film, fordi det er vores passion, men også fordi vi ønsker, at folk ser det, kan relatere til det og får et eller andet ud af det,” siger Johanne.
Christian fortæller, at det var en intens og travl proces for dem at producere filmen. De to filmskabere var kommet en uge senere ind i forløbet, og de havde kun 14 dage til arbejdet med filmen.
“Vi havde slet ikke set det komme. Og det betyder bare meget at få den bekræftelse. Man får lyst til at fortsætte, og det giver en følelse af at alle kræfterne vi ligger i at lave film, er det hele værd. Det kan man godt komme til at tvivle på, når man tit hører om hvor hård konkurrencen er i branchen,” siger han.
Filmfestivalen er også en mulighed for deltagerne for at de kan skabe netværk og lære andre dygtige unge filmskabere at kende fra hele Danmark. Det giver masser af blod på tanden, vigtige bekendtskaber og muligheder for at fortsætte med at forfølge drømmen om at arbejde professionelt med film i fremtiden.
“Det jo også en professionel jury, som giver prisen. Det er virkelig en ære at få anerkendelse og blive støtte af så dygtige filmfolk, og det giver bare mod til at fortsætte,” siger Johanne.
THE NEXT FILM FESTIVAL
- Danmarks største åbne filmkonkurrence og filmevent for filmskabere under 21 år
- Filmfestivalen bliver afholdt d. 2.-3. september 2023
- Festivalen finder sted på Teater Momentum, Ny Vestergade 18, 8000 Odense
- Læs mere her