Poetisk filmkoncert på Dansk Talentakademi

Stumfilm og nykomponeret musik af unge kunstnere

Torsdag den 27. november kl. 20.00 inviterer Dansk Talentakademi publikum til en helt særlig filmkoncert, hvor filmlinjen samarbejder med elever fra Det Jyske Musikkonservatorium i Holstebro.

Til filmkoncerten torsdag smelter poetiske stumfilm sammen med nykomponeret livemusik – skabt specifikt til denne aften. Resultatet er en unik kunstnerisk oplevelse, hvor de to fagligheder mødes på scenen.

Eleverne fra filmlinjen har arbejdet med stumfilm og filmpoesi – film helt uden lyd – og musikerne fra DJM har efterfølgende skabt deres egne musikalske fortolkninger. Ved koncerten bliver musikken fremført live for allerførste gang. Det betyder også, at eleverne selv oplever deres film med musik for første gang, samtidig med publikum.

Det er en særlig proces for eleverne. De har skabt film, hvor hele fortællingen ligger i billederne – og nu får de lov til at opleve, hvordan musikken åbner filmene på nye måder. Der opstår lag, stemninger og betydninger, som ingen kender på forhånd.

“Eleverne lærer selvfølgelig at fortælle stærke historier og skabe karakterer, men det er lige så vigtigt, at de tør give slip og eksperimentere. Når de arbejder mere frit og sanseligt, sker der ofte et kvantespring i deres udtryk. Samarbejdet med komponisterne har åbnet filmene på helt nye måder, og eleverne har virkelig udfordret sig selv. Jeg er stolt af deres nysgerrighed – og glad for samarbejdet med konservatoriet,” fortæller Karin Grand, linjeleder af filmlinjen på Dansk Talentakademi.

Filmkoncerten er en del af Dansk Talentakademis fokus på tværkunstneriske samarbejder og på at give unge kunstnere mulighed for at udforske nye udtryksformer i fællesskab.

Arrangementet finder sted på Dansk Talentakademis campus, Helgolandsgade 24, Holstebro.
Dørene åbner kl. 19.30, og filmvisningen starter kl. 20.00.
Der er gratis adgang, og alle er velkomne.

Tilmelding via Billetto: https://billetto.dk/e/filmkoncert-pa-dansk-talentakademi-djm-rms-x-dta-billetter-1740607?utm_source=organiser&utm_medium=share&utm_campaign=copy_link&utm_content=1