STEMMER FRA DANSK TALENTAKADEMI - SKUESPILLER INGRID HEDEGAARD

Ingrid står foran sit skuespillergennembrud og vender tilbage til DTA

Da Ingrid Hedegaard begyndte på Dansk Talentakademi som 17-årig, havde hun aldrig prøvet at lave en monolog og havde kun meget lidt teatererfaring. Nu står hun foran sit store gennembrud som skuespiller med bl.a. roller i flere kommende danske filmproduktioner. I sidste uge var hun tilbage på DTA som gæsteunderviser.

To spillefilm, en kortfilm, Folketeatret og en kommende musicalproduktion. Der er fart på for Ingrid Hedegaard, som tidligere var elev på Dansk Talentakademi og i juni blev færdiguddannet skuespiller fra Den Danske Scenekunstskole. Nu har hun også været tilbage på Dansk Talentakademi, hvor det hele startede, for at undervise eleverne på musical- & teaterlinjen.

“Jeg er meget taknemmelig for at få muligheden for både at lave film, teater og musical,” fortæller hun.

Men vejen dertil begyndte et helt andet sted. Ingrid Hedegaard er vokset op i Humlum og havde kun begrænset erfaring med drama, før hun begyndte på Dansk Talentakademi. Men interessen var der alligevel.

Hun husker blandt andet skoleforestillingerne, hvor hun altid gerne ville have så mange replikker som muligt. I sjette klasse forhandlede hun sig til den største rolle i stykket, og på efterskolen lavede hun sketches og var med på et lille dramahold.

Da hun siden stod til optagelsesprøven på Dansk Talentakademi, var meget dog stadig nyt.

“Jeg vidste ikke engang, hvad en monolog var, så jeg skrev bare en monolog – mit bud på, hvad det var. Jeg sang noget, jeg havde sunget i kirkekor, til sangprøven. Og så havde jeg gået til gymnastik, så det kunne jeg bruge i dansen.”

Hun kom ind. Og der gik ikke længe, før noget begyndte at falde på plads.

“Det hele startede på DTA. Det var dér, jeg havde min første dramaundervisning, og dér gik det op for mig, at det var det, jeg gerne ville.”

Hun husker især følelsen af pludselig at være et sted, hvor hun ikke holdt øje med tiden.

“Jeg kan huske, at jeg gik fra at have gået til alle mulige fritidsaktiviteter til at gå på DTA og pludselig tænke: ‘Tiden står stille. Jeg kigger ikke på uret.'”

Tredje gang lykkedes det

På Dansk Talentakademi arbejdede Ingrid med både musical, dans, sang og drama, men det var især dramaet, der greb hende.

“Der gik ikke lang tid, før jeg tænkte: ‘Shit, jeg vil gerne gå efter det her.’ Det gav mig virkelig retning og lyst til at lave det og leve af det.”

Efter tre år på Dansk Talentakademi blev Ingrid i Holstebro i en periode. Gennem blandt andet Show Up fortsatte hun med at skabe forestillinger og undervise unge, og sammen med en tidligere DTA-elev turnerede hun med en tomandsforestilling.

Senere tog hun på en rejse til Kenya og på et ophold på Rødkilde Højskole, før hun søgte ind på Den Danske Scenekunstskole i København. Ingrid søgte to gange uden at komme videre fra den første videorunde. Men tredje gang nåede hun hele vejen.

Hun husker stadig dagen, hvor beskeden kom. Familien sad samlet hjemme i køkkenet, og Ingrid var uvis om, hvad udfaldet ville blive. Så kom mailen om, at hun var blevet optaget.

“Det var helt vanvittigt. Det glemmer jeg aldrig. Det havde været en drøm, lige siden jeg startede på Dansk Talentakademi. Der begyndte jeg at få følelsen af, at det måske kunne lade sig gøre.”

De tre år på Den Danske Scenekunstskole blev næste store skridt.

“Det har været så givende og udviklende. Det har været en kæmpe gave, en kæmpe mulighed og et kæmpe privilegium”.

I juni blev Ingrid færdiguddannet fra Den Danske Scenekunstskole.

Foto af: Martin Dam Kristensen

Et efterår med fart på

Siden er det gået hurtigt. I efteråret skal Ingrid medvirke i to spillefilm og en kortfilm. Fra november skal hun optræde med Folketeatret med forestillinger i København og derefter turné rundt i landet. Og senere skal hun medvirke i en musicalproduktion.

“Jeg glæder mig til at lære en masse af nogen, der har den erfaring. Nu har jeg jo spillet med de samme seks på en skole i tre år, og der lærer man hinanden rigtig godt at kende. Nu får jeg lov til at spille med nogle helt andre.”

Flere af filmoptagelserne ligger i Jylland, og det har samtidig givet Ingrid mulighed for at vende tilbage til de egne, hun selv kommer fra. Og til Dansk Talentakademi, hvor det hele begyndte.

Denne gang var det ikke som elev, men som gæsteunderviser på Musical & Teaterlinjen. I sidste uge underviste hun eleverne i bevægelsen mellem store og små udtryk – fra naturalistiske karakterer til mere abstrakte væsner. Et centralt tema i undervisningen var intuition.

“Det er noget, der har fulgt mig i min overgang til det professionelle: virkelig det der med at stole på sin intuition.”

For Ingrid var undervisningen samtidig en mulighed for selv at se sit fag fra en ny vinkel.

“Der sker noget, når man får lov til at formidle videre, hvad det er, man gør. Man bliver spurgt: ‘Hvorfor gør man det, man gør?'”

Som skuespiller kan meget være intuitivt. Man mærker, hvad der fungerer, uden nødvendigvis altid at kunne forklare hvorfor.

“At få lov til at se det udefra kan give andre indsigter. En masse mennesker i et rum, der løser den samme opgave forskelligt. Dét bliver jeg inspireret af”

Vejen behøver ikke være lige

Når Ingrid ser tilbage på vejen fra DTA til livet som professionel skuespiller, er én ting særlig tydelig: Man behøver ikke kunne se hele vejen fra begyndelsen.

“Hvis man virkelig gerne vil det her fag, så tror jeg, der er mange muligheder for at komme til at lave det. Man skal måske være åben for, at vejen kan se anderledes ud, end man havde regnet med.”

Vejen kan være længere, mere kringlet og gå gennem forskellige uddannelser, projekter og jobs. Og det, der først føltes som en omvej, var for Ingrid en essentiel del af hendes udvikling. Det vigtigste er ifølge Ingrid at holde fast i det, der driver én.

”For mig handler det om at være tro mod det, der brænder inde i mig, ved det her fag. Og om at stole på det, jeg selv kommer med. Jeg skal ikke altid finde svaret alle mulige steder udefra. Nogle gange ligger det allerede i mig selv og i det, jeg har lært hjemmefra.”

Og netop det vil hun gerne give videre til de elever, der nu står et sted, der minder om det, hun selv stod i som 17-årig: at turde stole på sin intuition, holde fast i det, der driver én, og være åben for, at vejen kan tage flere sving undervejs.

I sidste uge var Ingrid tilbage til det sted, hvor hun selv fandt retning. Denne gang på den anden side af undervisningen