Improvisationer, iscenesættelser og inspirationstur

Elevprojekter i uge 42: Holstebro Museum, Hjerl Hede og New York

I uge 42 er der efterårsferie og undervisningsfri for eleverne hos Dansk Talentakademi. Men en større gruppe elever fra talentakademiet havde en anderledes og meget aktiv efterårsuge med projekter og store oplevelser som improviserede optrædender på Holstebro Museum, iscenesættelser på Hjerl Hede og den ultimative inspirationstur i New York.

Festlig og flot genåbning af Holstebro Museum
Lørdag d. 12. oktober genåbnede Holstebro Museum efter en større ombygning til nye udstillinger og moderne formidling for hele familien. Elever fra Dansk Talentakademi var med til at gøre åbningsdagen ekstra spektakulær.

Man kunne opleve fem elever fra Musical og Teaterlinjen og en fra Danselinjen optræde i den helt nye udstilling “Det Eventyrlige Loft”, som er bygget op som 14 kapitler. Eleverne havde derfor forberedt 14 forskellige indslag, som var en blanding af monologer, dialoger, sange og dans.

Emma Kær Ingvartsen fra Musical og Teaterlinjen var med og fortæller:
– De 14 optrædender var monologer og dialoger, som vi selv havde skrevet med udgangspunkt i en bestemt tidsperiode, indøvede sange og improviserede danse. Det var en god oplevelse, som fik os til at tænke kreativt og da vi ikke kendte rummet før på dagen, måtte vi tænke i nye baner, så alle kunne lykkes med deres medbragte optræden.

Levendegørelse på Hjerl Hede
I et nyt samarbejde med frilandsmuseet Hjerl Hede var elever fra Dansk Talentakademi i efterårsferien med til at levendegøre og iscenesætte det store gådeløb for museets gæster i alle aldre. I løbet af ugen var 9 forskellige elever fra Musical og Teater- og Danselinjen en del af holdet, der blev indkvarteret i hytter og som i løbet af åbningstiden bemandede forskellige poster, hvor de levendegjorde fortællinger med temaet ‘Trolddom, sagn og gåder’.

Emma Kær Ingvartsen fra Musical og Teaterlinjen var også med på Hjerl Hede hele ugen og fortæller:
– Vi blev udstyret med kostumer og sat ind i et løb som Hjerl Hede selv havde lavet, hvor vores opgave var at levendegøre og gøre det sjovt for de besøgende. Det var en god oplevelse, som virkelig testede skuespillerens tålmodighed og kreative tilgang. Der var masser af publikumskontakt, som er en ny vinkel for mange af os deltagende og det at blive i en rolle overfor et nysgerrigt, spørgende publikum var udfordrende. Her var intet manuskript og vi fik virkelig brugt vores improvisationsevner.

Musical & Teaterlinjens 3. årgang i New York
I uge 42 tog syv 3. årselever og underviser Christina De Laurent på den ultimative studie- og inspirationstur til New York, musical- og teaterkvarteret Broadway og workshops hos Broadway Dance Center og New York Film Academy. Her fortæller de om turen:

– Det var fantastisk at arbejde med lærere, som arbejdede på en helt anden måde og med mange andre ideer, end man er vant til fra den normale undervisning!
Emil Ejbye Thorsen

– Det var fantastisk at få mulighed for at se en masse Broadway musicals og få en fornemmelse af hvad det virkelig kræver.
Maja Møller Lyngsøe

– Jeg synes bare ‘Mean Girls’-musicalen var det fedeste – den vil jeg gerne se igen! At vi kan få lov til at se alle de musicals, vi vil og interesser os for, er en virkelig fed mulighed, vi har på vores tur, da vi selv tilrettelægger meget af turen for at få mest ud af vores studietur.
Trine Flindt

– Turen har været fyldt med kunstnerisk stimulering. Så meget inspiration i form af fede forestillinger og undervisningstimer giver bare en blod på tanden til at blive endnu bedre!
Valentin Andersen

– Det var en utrolig fed mulighed, hvor vi fik lov at opleve en storby og alle dens indtryk, mens vi fik undervisning og oplevelser i det vi elsker at lave.
Natasja Hansen

– En fænomenal oplevelse for livet ud i de ting, jeg elsker højest og ønsker at bruge min tid på, med hele følelsespaletten i spil i et sikkert og trygt miljø, midt i storbyens jag, med det skønneste hold, der nu virker endnu stærkere og sammentømret.
Jon Veppler