Kom til festlig åbning af vores campus

Officiel åbning af campus den 3. april 2018 kl. 15 - 17

Alle er velkomne, når Dansk Talentakademis nye campus officielt åbner den 3. april kl. 15.

Først vil en række talere indvie huset, derefter er der kunstneriske indslag fra eleverne rundt omkring i huset, events og en let servering. Arrangementet slutter kl. 17.

I en tid fyldt med virtuelle mødesteder er Dansk Talentakademis campus tværtimod et fysisk, konkret mødested for talentfulde unge med interesse for kunst og kultur.

– Det her hus bliver stedet, hvor vores fem fagligheder mødes og krydsbefrugter hinanden. Med huset får vi en konkret ramme for et socialt fællesskab blandt eleverne og for et nyt og spændende fællesfagligt rum, fortæller leder af Dansk Talentakademi Søren Taaning.

Den rå bygning rummer udover masser af rum til kunstnerisk udfoldelse også 40 studieboliger, så unge fra hele landet kan gå og bo på akademiet.

En magnet for kunstnere
Allerede inden den officielle åbning mærker akademiet en stor interesse i professionelle kunstneriske kredse for campus og de muligheder det giver.

– Vi vil gerne åbne os og række ud i verden. Derfor lancerer vi et artist in residency-program, hvor etablerede kunstnere kan bo her i perioder. Det vil både give dem en base for deres arbejde, men de vil også kunne undervise på vores linjer og dermed giver det eleverne en unik mulighed for at komme tæt på færdiguddannede, erfarne kunstnere, siger Søren Taaning.

Det spontane skal stimuleres
De første elever stod til at flytte ind allerede 2. januar. Allerede nu har akademiet oplevet den særlige ånd og den spontanitet, som de gerne vil stimulere. Der er allerede blevet afholdt workshops, intimkoncert, oplæsningsarrangement og talks i huset. En af workshopholderne, skuespiller Thure Lindhart, kan sagtens se perspektiverne i det nye hus:

– Det er et fantastisk hus. En fantastisk idé. Det kommer til at betyde rigtig meget for mange unge mennesker og for dansk kulturliv i det hele taget.

Tiltrækker talentfulde unge fra hele landet
I dag kommer akademiets elever fortrinsvist fra nærområdet, men med etableringen af akademiets campusåbner der sig nye muligheder. Noget, som bestyrelsesformand Lars Hansson er begejstret for:

– Med vores nye bygning kan vi i langt højere grad tiltrække unge kunstneriske talenter fra hele landet. Nu er der ikke bare et fælles undervisningssted for de fem kunstneriske linjer – nu er der også studieboliger og et attraktivt socialt miljø. Campus understøtter på den måde vores vision om at have et stærkt skabende miljø, der styrker lokalområdet og generator for nye ideer.

Yderligere oplysninger
Kontakt venligst leder af Dansk Talentakademi Søren Taaning på 30 25 86 58 eller soren@talentakademi.dk.

Fakta

Dansk Talentakademi blev etableret i 2010. Det er en selvejende institution, der har en driftsoverenskomst med Holstebro Kommune

Der er fem kunstneriske linjer på akademiet, der alle forbereder eleverne til at søge på kunstneriske uddannelser.

Talentakademiets uddannelser henvender sig til unge mellem 16 og 25 år.

Færch Fonden og Realdania har støttet byggeriet med i alt 40 mio. kr.

Holstebro Kommune har doneret byggegrunden.

Der går 115 elever på Dansk Talentakademi.

Tilmeld dig åbningen

Den 3. april 2018 kl. 15 - 17. Alle er velkomne!

Tilmeld dig vores via Facebook her.