Digital udgivelse i 2020:

Læs årets elevprojekter fra Forfatterlinjen

Vi har valgt at udgive årets elevprojekter digitalt i stedet for i trykt form – meget godt i tråd med det noget specielle semester, vi har været igennem.

Det, som skulle have været en løbende og uformel samtale om elevernes selvstændige projekter i forårets undervisning, blev i stedet til hjemmemøder over de digitale platforme.

På den ene side er man som skrivende ikke så hårdt ramt af at skulle sidde hjemme; alle ens redskaber er stadig lige ved hånden, om det er computer eller blyant og papir. Der har også været nok at skrive om for den uinspirerede. På den anden side har vi måttet indse, at det bare er noget andet at mødes face-to-face. Samtalen om litteraturen, fælleslæsninger af elevtekster og individuel feed-back bliver anderledes i et online format.

At skrive og læse sammen kræver enorm stor tillid, og det rum er svært at genskabe helt – samtalen, der fortsætter ind i pausen, eller de umærkelige glidninger mellem privat og faglig snak, som gør det hele mere flydende. Ikke desto mindre fandt vi med tiden frem til en form, som passede godt til vores online møder: For mig viste fælleslæsning af forskellige forfattere sig for eksempel som en rigtig god måde at få inspiration og at mærke et fællesskab på, den fysiske distance til trods.

Et par elever har været teknisk udfordrede, nogle igen har helt forståeligt oplevet det som svært i længden at forblive motiveret, når al ens samvær med andre pludselig er omsat til skærmtid. Men for de flestes vedkommende er der blevet arbejdet igennem henimod færdiggørelsen af disse projekter, der præsenteres her.

Rammen for elevernes egenprojekter er, at der ikke er en ramme – resten af året arbejder vi med undervisningsforløb med skiftende gæstelærere og hele tiden nye vinkler – men i egenprojekterne er det eleverne selv, der formulerer, hvad de har lyst til at arbejde med.

Vi har haft fælles brainstormforløb, løbende læsninger og tilbagemeldinger på hinandens projekter og individuel feedback, men i sidste ende er det op til hver enkel elev at formulere et projekt helt efter egen smag. For sådan er det jo i sidste ende at være forfatter: Der er sjældent nogen, der stiller dig en opgave, og under alle omstændigheder er der ikke meget fidus ved at skrive, hvis ikke man selv kan mærke, hvad man har lyst til at arbejde med.

Jeg synes, der er kommet nogle rigtig gode tekster ud af det, hvor hver elevs særlige toneleje træder frem. En stor tak til eleverne herfra for at det på sin egen uforudsete måde gik hen og blev et hyggeligt og sært fortroligt semester, hvor vi gennem skærmene kunne se hinanden skrive.

– Maria Hesselager, linjeansvarlig på Forfatterlinjen

 

Herunder kan du læse Lea, Oliver, Amalie, Silja, Astrid, Camilla, Martin, Stine og Louises tekster i galleriet. Klik på < og > for at bladre frem og tilbage mellem siderne.

 

Lea Holm Jensen: samtalekøkken

Oliver Aaberg: hør mit skrig

Amalie Kruuse Kristensen: INDHYLLET I GIPS

Silja Kahr Hansen: I morgen går det nok

Astrid Askjær Jørgensen: I MORGEN ER VI KLAR

Camilla Bak Kristensen: nær dit hjerte

Martin Kjær Hæstrup: Ballet to Crescendo.

Stine Hartvig Andersen: Beginning

Louise Degn Pedersen: PORTRÆTSAMLING
Rosa & Kjeld
~
Mater

Gennem en periode har vi arbejdet med vores afsluttende egenprojekter. Vi har i den virtuelle undervisning skiftevis skrevet på projekterne, tekstlæst på hinandens og anbefalet og læst helt anden litteratur. Den vekslen har fungeret rigtig godt til den virtuelle undevisning, synes jeg. Det er hyggeligt at mødes om nogle tekster og også få et indblik i, hvad hinanden går og skribler på, imellem at man arbejder med sit eget. Det bliver dog også rart at ses helt ægte igen - det glæder jeg mig til.

Astrid Askjær Jørgensen, elev på Forfatterlinjen