GÆSTE-INSTRUKTØR MIKAEL HELMUTH:

Stor talentmasse og højt niveau på alle 3 årgange

Traditionen med årsprojekterne på Musical og Teater-linjen startede for snart 4 år siden, og det har vist sig at være en rigtig god måde at slutte skoleåret af på. Eleverne på 1., 2. og 3. årgang har knoklet og været nede og rode dybt i skuespillerens ’værktøjskasse’ for at skabe 3 vidt forskellige forestillinger.

De 3 elever på vores 3. årgang har traditionen tro arbejdet som ved en professionel opsætning. De har under ledelse af instruktør Mikael Helmuth arbejdet med manuskriptet fra Thomas Freyers forestilling ’Amokløb’.

2. og 1. årgang har arbejdet med hver deres deviseforestilling, hvor de har skabt deres egne forestillinger fra bunden. 2. årgangs 8 elever viste forestillingen ’Der er ingen bånd’, som de har arbejdet selvstændigt med gennem hele projektet. 1. årgangs hold med 15 elever sluttede af med deres forestilling ’Tak for mad’, hvor dramaunderviser Christina de Laurent har været tilknyttet til sparring undervejs i processen.

Samarbejde med Mikael Helmuth
Mikael Helmuth har været tilknyttet som gæste-instruktør på 3. årgangs årsprojekt. Han blev uddannet på Statens Teaterskole i 1986, har medvirket i en lang række teaterforestillinger og spillet med i spillefilm og tv-serier. Senere har han indtaget instruktør-rollen og stod i spidsen for Team Teatret i Herning som teaterchef i 12 år. Han arbejder i dag som freelance instruktør, skuespiller og underviser.

Afdelingsleder på Musical og Teater-linjen, Kim Harris, begrunder valget af instruktør til 3. årgangs årsprojekt sådan: ‘Mikael har en stor erfaring både som skuespiller og instruktør. Som tidligere chef for Team Teatret, samt sin mangeårige karriere, har Mikael alle forudsætninger for, i samarbejde med eleverne, at skabe en aktuel og vedkommende afgangsforestilling. Det er altid en stor fornøjelse, at hente gode folk som Mikael til Holstebro og trække på en af fagets erfarne kræfter’.

Eleverne har i samarbejde med instruktøren omskrevet helårsforestillingen ’Amokløb’, som oprindeligt varer 1 time og 40 minutter til en intens forestilling på cirka 25 minutter.

3 grundlæggende ting i skuespillerens ’værktøjskasse’
Mikael Helmuth har arbejdet intenst med eleverne gennem en proces, hvor især 3 grundlæggende øvelser har været i fokus: Pauser – Vær tilstede – Replikker

Mikael forklarer: ”Det er især vigtigt for unge skuespillere at kunne være i sin figur i nuet med fuld opmærksomhed på sine medspillere og publikum. Det er hårdt arbejde og kræver både fysisk og psykisk energi at være på, også når man ikke er i bevægelse eller har replikker. Her skal man agere i pausen, forholde sig til publikum, turde se dem i øjnene og gå helt provokerende tæt på.”

Som instruktør har Mikael Helmuth oplevet eleverne som afsindigt dygtige. Han fortæller, at eleverne var lynhurtige til at lære deres tekster og derfor fik mere overskud til at lege med forskellige øvelser og afprøve en masse forskellige tekniske ting.

3. årgang har ikke brugt store kostumer, scenografier, scenelys eller rekvisitter. Men i den minimalistiske produktion blev energien i rummet et vigtig, bærende element, som krævede ekstra meget af eleverne. Mikael fortæller: ”Det er vigtigt, at energien i rummet ikke falder. De skal bruge særligt meget energi på de store temposkift fra at sidde stille i pause til at løbe rundt og tale og råbe, alt i mens de er fuldt fokuserede på deres omgang til de andre mennesker i rummet.”

Mikael Helmuth siger til afslutning, at han generelt har været meget imponeret over det høje niveau på alle 3 årgange. Han fik mulighed for også at se de andre 2 årganges forestillinger og han vurderer, at der er stor talentmasse, som han ser et enormt potentiale i.

Vi takker Mikael Helmuth for det gode samarbejde og de rosende ord!

 

* * *

En stor tak til fotograf; Christian M. Andersen for de flotte billeder fra forestillingerne, som du kan se i de 3 billedgallerier herunder.

3. årsprojektet ‘Amokløb’:


Natasja Hansen – 2. års elev om årsprojektet ’Der er ingen bånd’:
Det har været utrolig spændende at arbejde på egen hånd på den her måde. Det har både været svært i forhold til at blive enige, men også i forhold til at lave vores “lektier”. Det har dog virkelig været fedt at arbejde så tæt, og alle sammen have en stemme i forhold til, hvad projektet skulle være.


Benjamin Ørbæk Haarhr – 1. års elev om årsprojektet ’Tak for mad’:
”Det er en fantastisk mulighed til at kunne lade sin kreative side få frit løb. Ikke alene med at man får lov til at spille forestilling med sine kammerater, men man får også lov til at skabe et stykke helt fra bunden. Det er ikke tit man prøver det. Og det er fedt at få lov til. Selvfølgelig er det en lang proces og ikke uden sine problemer. Fordi selvfølgelig kan man ikke være enig med hinanden altid. Men det hjælper helt klart en med at blive bedre til at arbejde sammen med andre.”

Daniel Edvin Cleman er 3. års elev og fortæller om arbejdet med Mikael Helmuth og ’Amokløb’:

”Det er en unik oplevelse at møde og arbejde med en instruktør og et menneske, der er så passioneret omkring teater. Man kunne mærke på Mikael Helmuth, at teater ikke bare er et arbejde, men en måde at tænke på.

At kunne arbejde på en måde, hvor indre karakter og arbejdet med sig selv er vigtigere end hvad publikum finder ”underholdende” er god lære, og en vigtig brik og lære i vores videre udvikling inden for teater og scenekunst.

Mikael Helmuth er fyldt med anekdoter, og man kan mærke, at han har levet et interessant og spændende liv gennem scenekunsten – det kan man kun beundre og håbe på, at man selv bliver så beriget.

Det er inspirerende at møde en mand, der har levet hele sit liv i scenekunstens verden, og har taget de kampe, der følger med denne livsstil. Mikael Helmuth har lært os, at teater og scenekunst handler om meget mere end tekst, udtryk og karakter – det handler i lige så høj grad om passion.

Mikael Helmuth har formået at skabe en rum, hvor vi som unge teaterstuderende har kunnet lege og kreere.”

* * * * * * * * * * * * *