Vi mikser kunstarterne på Dansk Talentakademi. Tværfaglig workshop med dans og kunst & design

Når billedkunst og dans smelter sammen

To dage fyldt med performance, bevægelse og kunstneriske eksperimenter gav eleverne både nye perspektiver på deres egen praksis – og et stærkere fællesskab på tværs af linjerne

Hvordan bruger man sin krop som materiale? Og hvad sker der, når en parkeringsplads forvandles til både scene og lærred? Det var blandt de spørgsmål, elever fra linjerne Dans og Kunst & design udforskede, da de i sensommeren deltog i en todages tværfaglig workshop.

Bag workshoppen stod linjelederne Lene Bonde (Dans) og Anna Margrethe (Kunst & design).

”Noget af det allervigtigste, man skal være dygtig til som samtidsdanser i dag, er at kunne samarbejde – ellers kan det blive en udfordring at få arbejde i fremtiden. Derfor er det så fint, at eleverne her lærer at gå ind i et samarbejde og skabe noget sammen med andre,” siger Lene Bonde.

For Anna Margrethe handler det om at udvide elevernes blik for, hvad kunst kan være:

”På Kunst & design introducerer vi eleverne til mange forskellige materialer og metoder. Kroppen er også et materiale, og bevægelse er også en metode i billedkunstneriske sammenhænge. Derfor giver det så meget mening at lade dansere og billedkunstnere arbejde sammen. De kan lære af hinanden – både teknisk og metodisk – og opdage, at de selv, deres krop og deres biografi er en del af værktøjskassen.”

Fem steder – ingen musik

Workshoppen bød både på teori og introduktion til performancehistorie – men især på praksis. Eleverne blev sendt ud i grupper til fem udvalgte locations omkring Huset for Kunst & Design. Opgaven lød: Skab et værk, brug kroppen og stedet – men ingen musik. I stedet skulle lyden opstå i momentet.

”Det skulle være pressure free. De skulle bare gå amok og prøve sig frem. Mange af værkerne kunne de sagtens arbejde videre med og vise senere, men det var ikke formålet med opgaven” fortæller Lene Bonde.

At performancen udspillede sig i det offentlige rum, gav et ekstra lag:

”Der var andre mennesker, der gik forbi, som slet ikke forstod, hvad der foregik. Det var en del af oplevelsen, der gjorde det ekstra spændende for eleverne” siger hun.

Eleverne: ”Vi fandt mod til mere”

For eleverne blev workshoppen en øjenåbner – både fagligt og personligt.

Angelina Kravtsoka fra danselinjen oplevede især performance-arbejdet som noget helt nyt og motiverende:

”Performance var noget helt nyt for mig, men jeg kunne virkelig godt lide det. Det var spændende, at der ikke var faste trin, man skulle følge – men at man i stedet lavede nogle scores, som til sidst blev til en hel performance med en dybere mening eller symbolik.”

Hun fremhæver også den sociale side af workshoppen:

”Jeg har lært mange nye mennesker at kende – både fra Kunst & Design og fra min egen linje. Jeg går på første årgang og kendte derfor ikke så mange fra tredje eller fjerde årgang, så det var en rigtig god måde at møde dem på.”

Fra Kunst & Design-linjen oplevede Frida Urth Paakjær, hvordan samarbejde på tværs af fag åbner for nye perspektiver:

”Det har været spændende at arbejde med danserne. Undervejs er det gået op for mig, hvor ens vores arbejdstilgang er – og alligevel hvordan vi kommer med mange forskellige inputs fra hver vores undervisningsforløb.”

Hun blev især inspireret af forskelligheden i de værker, der kom ud af samme opgave:

”Jeg synes, det var fedt at se, hvordan de andre grupper havde tacklet opgaven, og at vi alle fik samme oplæg, men stadig endte med så mange forskellige og fantastiske performances.”

Angelina sætter ord på det mod, mange elever oplevede, at forløbet gav dem:

”Efter vi havde vist vores performance for hinanden, følte jeg faktisk, at min selvtillid voksede. Jeg fik mod på at gøre sådan noget igen – måske endda bruge det i min fremtid, hvor jeg kan kombinere dans og kunst og inddrage performance i det.”

En faglig gevinst og et stærkere fællesskab

Workshoppen samlede næsten 50 elever – og ud over læringen på tværs, opstod der nye relationer.

”Eleverne lærer hinanden at kende på en ny måde og får indblik i de forskellige tilgange til at skabe et værk. Der kan opstå en fin synergi, og det var tydeligt, at de inspirerede hinanden,” siger Anna Margrethe.

Tværfagligt samarbejde er i det hele taget en vigtig del af hverdagen på Dansk Talentakademi. Her møder eleverne hinandens fagligheder og arbejder sammen på kryds og tværs i både undervisning og projekter.

”Det er vigtigt, at eleverne bliver mødt i deres interesse for at arbejde bredt og tværgående. Det styrker deres kunstneriske praksis – og det forbereder dem på en virkelighed, hvor samarbejde er helt centralt,” siger Lene Bonde.

Og efterspørgslen kom fra eleverne selv:

”De oplevede, at de havde mange fælles greb og måder at tale om kunst på. Derfor var det en selvfølge at lave workshoppen – jeg tror, det er noget vi vil gøre fast hver år,” siger Lene Bonde.

ANSØG NU

Er du interesseret i at starte på dans eller kunst & designlinjen til sommer? Eller én af de andre linjer? Så kan du søge ind nu! Der er ansøgningsfrist den 15. februar.

SØG IND HER