Søg jobbet som kunstnerisk leder af filmlinjen
Vi søger en ny kunstnerisk leder til filmlinjen på Dansk Talentakademi.
Vil du være med til at forme næste generation af filmskabere? Dansk Talentakademi søger en kunstnerisk leder til filmlinjen – et job med højt til loftet, stærke samarbejder og kreative unge med noget på hjerte
På filmlinjen lægger vi vægt på, at omsorg, nysgerrighed og kunstnerisk leg er vejen til frihed som filmskaber. Undervisningen bygger på en tro på, at talent ikke er noget, man er, men noget, man kan blive – i de rette rammer, med de rette mennesker. Vi samarbejder blandt andet med CPH:DOX, Den Vestdanske Filmpulje, Rytmisk Musikkonservatorium og de øvrige kunstneriske linjer på Dansk Talentakademi. Aktuelt har vi 12–14 elever på linjen.
Som linjeleder er du ansvarlig for at drive og udvikle filmlinjen, planlægge undervisningen, rekruttere nye elever, sikre det kunstfaglige indhold, tage initiativ til og deltage i sociale og faglige aktiviteter samt have ansvar for linjens budget. Du elsker at undervise unge, kan skabe følgeskab, er initiativrig, kommunikativ og arbejder selvstændigt med en tydelig kunstnerisk og pædagogisk tilgang. Om du er instruktør, fotograf, producer eller noget helt fjerde er ikke det afgørende – men vi forventer, at du har erfaring med filmproduktion fra idé til færdigt værk.
Stillingen er på 16–18 timer ugentligt med tiltrædelse 1. august 2025. Undervisningen ligger primært onsdag og torsdag fra kl. 16.15–19.45, suppleret af projekter, arrangementer og møder. Du bliver en del af et campusmiljø med fem kunstneriske linjer og cirka 90 elever fra hele landet.
Stillingen bliver ledig, da nuværende linjeleder Sebastian Cordes stopper efter seks år, hvor han har stået i spidsen for at starte filmlinjen op og skabe de rammer, den bygger på i dag.
Ansøgningsfristen er 1. juni 2025 kl. 23.59. Samtaler forventes afholdt den 12. og 14. juni.
👉 Læs hele stillingsopslaget og søg her: https://www.holstebro.dk/om-kommunen/ledige-job/linjeleder-til-dansk-talentakademi-filmlinje
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte:
-
Christoffer Boserup Skov, leder af Dansk Talentakademi, på 51 90 45 92 / christoffer@talentakademi.dk
-
eller Sebastian Cordes, nuværende leder af filmlinjen, på 61 69 79 14 / sebastian@talentakademi.dk