Hvorfor skal man som elev på forfatterlinjen arbejde med podcasts? Hvad har litteratur med lydfortællinger at gøre? Og hvad betyder det for en forfatterpraksis at lære nye greb og metoder til at skabe fortællinger? Det er spørgsmål, der er blevet stillet på forfatterlinjen de sidste uger, hvor eleverne er blevet kastet ud i at skulle arbejde med at skabe fortællinger i et helt nyt medie og format: Lydfortællingen.

Eleverne har gennem fire uger arbejdet intenst med at lære de nye greb og metoder at kende. Og så har de produceret syv forskellige podcastfortællinger under temaet “Skæbnens Ironi”, som blev præsenteret til en Lyttersalon på Holstebro Bibliotek sidste onsdag.

Forløbet bestod blandt andet af workshops på Dansk Talentakademi, hvor eleverne blev undervist og hjulpet på vej af den prisvindende radio- og podcastproducent, Maria Dønvang. Hun har gennem forløbet talt med eleverne om deres oplevelse og læringer, og hvordan de kan bruge deres forfatterstemme til at skabe spændende og engagerende lydfortællinger. Siden har hun reflekteret over forløbet og skrevet en casestory, som kan læses her nedenfor.

Casestory om podcastforløb på forfatterlinjen, af Maria Dønvang

I efteråret 2023 havde jeg fornøjelsen af at udvide det kreative spillerum for de syv elever på Forfatterlinjen. Over fire intense dage skiftede vi pennen ud med båndoptageren, fantasien ud med virkeligheden, og gik på jagt efter historier fra Holstebro: sande historier, som vi kunne tage med hjem og fortælle videre – bare endnu stærkere.

Jeg kender selv adskillige radiofolk, der er vokset ud af den litterære muld, og mange beskriver arbejdet med radio som at skrive med andre folks stemmer. I begyndelsen gav det vist ikke meget genklang hos de syv elever, men ved kursets afslutning stod det lysende klart for dem alle, at det kreative arbejde med lydfortællingen i meget høj grad er et litterært foretagende.

Indflyvningen begyndte torsdag – her lærte eleverne om, hvor mange beslutninger der skal til fra idé til færdig produktion, og hermed hvor stort kreativt spillerum der er, når man arbejder med virkelige fortællinger på lyd. Det er ikke ligefrem færre, end hvis de selv skulle finde på historien fra bunden, men det er dog nogle andre. Man vælger selvfølgelig sin historie – men den er ikke hugget i sten. Den er ikke engang objektiv. Enhver historie er plastisk og kan formes.

Fredag gik vi i kødet på én af de mest nervepirrende discipliner: interviewet. Samtalen, der slet ikke er en samtale, men en (ofte) kærlig magtkamp. Eleverne stiftede bekendtskab med flere forskellige interviewformer, og vi gik i dybden med momentinterviewet. Momentinterviewet er skabt til at tage fortælleren med tilbage til dengang historien faktisk skete. Fortælleren kan eventuelt lukke øjnene, mens intervieweren guider dem tilbage og hjælper dem med at fremkalde minderne, så sætningen “han skubbede mig ned på gaden” erstattes af “asfalten er våd – kold – grov”. De sanselige detaljer kommer i højsædet, for sådan kan lytteren i sidste ende nærmest opleve historien, som skete det for dem selv – og det kræver de rigtige spørgsmål.

Jeg demonstrerede momentinterviewet på klassen. Eleverne var som tryllebundne, da de hørte historien forvandle sig fra en tyve sekunders chokerende anekdote til en sanselig fortælling om svigt, frygt og kærlighed.

Over weekenden kom eleverne på arbejde – de skulle producere deres egne historier. Èn af de historier handlede om en ung mand, der for tredje gang det år mister en hund – eller, det troede han. Det er Anna, der producerer historien, og hendes forventninger til kurset var lidt afdæmpede, men undervejs så hun pludselig den nære relation mellem det skriftlige og lydlige, og kastede sig med iver ud på det dybe vand.

“Det har givet mig en øjenåbner, det her med at arbejde med podcast og især momentinterviewet. Det minder om en novelle. Fordi vi kommer helt ned i scener og ser tingene for os. Alting har en reaktion inden i os, at alt efterlader et indtryk på os – og det glemmer jeg nogle gange at tage hensyn til, når jeg skriver. Hvad er det egentlig, der bliver følt her? Hvis en fortælling skal være gribende og relaterbar, så er man jo nødt til at have de her menneskelige følelser, de genkendelige følelser, med. Hvis man ikke har det, så taber man jo folk”.

Da Anna gik i gang med at klippe sit lange bånd ned til den endelige historie, kom endnu en øjenåbner:

“Jeg fik øjnene op for, hvordan man kunne behandle folks lange optagelser. Det gik op for mig, at man kan skabe nogle sætningskonstruktioner, ligesom man kan, hvis man selv skriver. Man kan selvfølgelig ikke gå ind og ændre fundamentalt på, hvad der er blevet sagt. Men man kan jo få det til at lyde præcis, som man gerne vil have det.”

Anna lærte om lydfortællingen som medie – dens mange muligheder og endda muligheder, hun savner i det skriftlige

“Ikke nok med, at du kan få fortællingen fortalt med stemme, så kan du også lægge underlægningsmusik på. Og lydeffekter, som forstærker følelsen. Det kan man godt mangle, når man skriver. Du har ikke det ekstra element, der kan give ekstra følelse og stemning.”

De syv elever producerede hver deres historie på kurset, og endelig kunne de sammen præsentere dem på biblioteket til en åben lyttesalon. Her kunne man høre om Benny, der kører stor motorcykel og kaster små pile – Per, der med liv og sjæl kæmper for børn og unge bag rådhusets tunge mure – Lasse, hvis hund klarede sig uskadt igennem påkørslen og endelig Anja, der rejste til Caribien for at udleve sin drøm, men endte med at miste den.