Fra scenen til kameraet. Skuespillere og filmelever mødes i fælles workshop

Hvordan spiller man skuespil foran et kamera? Og hvordan instruerer man bedst andre? Det kræver blik for detaljen, tålmodighed og masser af samarbejde. Den opgave undersøgte eleverne på Filmlinjen og Musical & Teaterlinjen på Dansk Talentakademi i en fælles workshop over to dage.

Under workshoppen filmede filmeleverne skuespillere fra Musical & Teaterlinjen. Samarbejdet gav begge linjer mulighed for at afprøve deres håndværk og få erfaring med samspillet mellem instruktion og skuespil.

For Olgha Lilith Gaarsdal, der går på Musical & Teaterlinjen, var det især spændende at arbejde med et mere minimalistisk skuespil foran kameraet.

“Det er vildt spændende at se, hvor minimalistisk man kan gøre sit skuespil, for at det formidles bedst, og det er helt klart en ting, jeg vil tage med mig videre,” fortæller hun.

Mens skuespillerne øvede sig i at agere foran kameraet og tage imod instruktion, skulle filmeleverne gøre deres idéer konkrete og finde ud af, hvordan de kunne guide skuespillerne frem mod det ønskede resultat.

Olgha vil gerne arbejde mere med film i fremtiden. For hende er det vigtigt at udvikle sit håndværk og kunne tilpasse sit skuespil til forskellige medier.

“Jeg tror på, at det er vigtigt for en skuespiller at kunne tilpasse sig sit medie og dermed kunne præstere både på scenen og på kamera. Hvad enten jeg søger casting til kortfilm, serier eller spillefilm, er håndværket vigtigt for mig. Det er derfor ikke afgørende, præcis hvilket format jeg arbejder i, så længe jeg får lov til at arbejde med det,” fortæller Olgha.

På Dansk Talentakademi samarbejder eleverne ofte på tværs af linjerne. Her får de mulighed for at bringe deres eget håndværk i spil og lære af hinandens fagligheder. Samtidig får de erfaring med det arbejdsliv, der venter efter akademiet, hvor forskellige kunstneriske fagligheder ofte mødes om at skabe noget sammen.