Forløb om prosahåndværk – setting, zoom og handling

Malte Tellerup underviser på Dansk Talentakademi i uge 16 og 17

“Felix kiggede gennem køkkenvinduet på bjerget, som i måneskinnet havde samme grå farve som en muldvarp, men det hjalp ham ikke til at forstå, hvad der var sket.”

Dette er en af mine yndlingssætninger fra den britiske forfatter og billedkunstner John Bergers bog Engang i Europa. En dejlig sætning, fordi den ikke betyder noget, samtidig med at den siger en hel masse.  Felix og det muldvarpefarvede bjerg sætter en helt særlig og uudgrundelig stemning.

I mit forløb kommer vi til at eksperimentere med nogle basale værktøjer for at skrive prosa. Vi skal skrive og udfordre vores egne ideer om hvad omgivelser betyder. Hvordan man bygger et handlingsforløb op. Hvordan tid bevæger sig og hvordan den kan standses. Hvad betyder en fortæller. Hvordan styrer man en teksts temperament.

Vi vil læse uddrag af værker af Herta Müller, John Berger, Thomas Bernhard, Lars Frost, Christina Hesselholdt, Niels Henning Falk Jensby, Ida Holmegaard.